lørdag 14. mars 2015

ULDDAID VIESUS - I HULDRENES HUS

Muitalus ulddaid birra - En huldrehistorie

Máŋgejuvvon dás http://www.nrk.no/sapmi/78.-ulddaid-viesus-_samegillii_-1.12111861   lobikeahttá.

Eatnanvuolážat leat riggábut go olbmot mat leat eatnan alde: sis leat čáppa orohagat, hearvás fiinna biktasat ja ollu ruhta. Ja visot gollit ja silbbat mat gávdnojit eatnama vuolde, dat leat sin. Ja dasa lassin leat velá sin hálddus visot diet čiegát, máid olbmot áiggi mielde leat bidjan eatnamii, dakkár árahávddit. Ja dat leat biddjon eatnamii dakkár sániiguin ahte eai oaččo váldit iežát go lagas olbmot. Ja jus iežát váldet, de ráimmahallet.

Ja nu de báhcet ollu čiegát ulddaid háldui, go bárdni dahje nieida ii gávnna áhčis, iige áhkus čiegá. Ja ulddat eai atte daid čiegáid earáide go daidda rievttes maŋisbohttiide.
Visot, mii lea eatnama vuolde, ulddat hoidejit čábbát, ja seammá čábbát dat dikšot guovžža, mii nohkká dálvvi su biejus. Ulddat dat addet dasa borramuša, vaikko oaidnit gal ii sáhte ahte das lea biebmu čoavjjis.

Dát uldadáhpáhus lei 1800 loahpageažis. De lei nuorra olmmái dáppe Heahtás eret, mii lei vuolgán luopmániid čoaggit. Lei čakčageassi ja álggii arvit go lei doppe meahcis. Bárdni vulggii ruovttoguvlui vázzit ja rastildii jeakki, man ravddas leai unna buolžžaš.

De áicái suova ja dola dan buolžžas. Go son lei njuoskan ja veaháš galbmui, de son jurddašii manná son dohko biktáladdat, ja seammás oaidná mat olbmot doppe leat dolastallame.

Bárdni vázzá dohko ja fáhkkestaga rahpasa eanan ja bárdni fuobmá ahte dál son lea eatnama vuolde. Doppe leai hui stuorra dállu ja beavddi guoras čohkkájit amas olbmot, boares nisson, guokte luntta ja okta unna mánáš. Dat leat visot unnit ja oalle čábbat. Ja ii oktage sis orui leat oahpis sutnje. De rahpasii uksa dies siskelis ja bođii hui guhkes-vuovttat čáppa nieida bártni lusa ja fálai sutnje luopmániid borrat.
Dat ledje vilges lihtis, mas ledje golleravddat. Lihtti báittii nu girkkisin ahte bárdni measta (goasi) čalmmehuvvá. Bárdni gieldá ja lohka iežas čoaggán luopmániid lávkka dievva. Daid son áigu borrat go boahtá ruoktot. Son han muitá maid eadni ja áhčči láveba lohkat: Ahte jus šaddá háldiid lusa, dalle ii galgga fuollat borrat maidege, iige máistit ge.
Jus borat de šattai ulddaid luhtte álo orrut, it beasa goassege doppe eret. Loahpas šattat ieš velá uldan. Ja, lávii eadni dadjat: Ulddat liikojit hui bures nuorra sámi bártnážiidda ja sámi nieiddažiidda, mat sáhttet eallit sin luhtte ja addit sidjiide ulddamánáid. Das čohkkádettiin muitá bárdni go vuorrásat lávejit baldalit sin dain ulddain. Son jurddaša man láhkái doppe dál galggan beassat eret dain eatnanvuolážiin.
Son geahčada mii dan lanjas gávdno. Ja oaidná oalle imaš biergasiid. Viesus lei láhtti, mii gilddii ja seinniin ledje ráiggit, mas oaidná ja gullá meara, jur das olggobealde seainni. Bártni mielas dat orro oalle imaš. Son hal diđii ahte dáppe Heahtás, gos son orru, lea oalle guhkki merrii.
Beavddi alde son oaidná jorba diŋgga, dego stuora náhpi, mas gullojit jienat oalle čielgasit. Dego livččii olmmoš dan siste, mii ságasta. Bárdni jurddaša dat ferte leat oba unni diet olmmoš, mii dan sisa čáhká. Ja ballágoahtá go fuobmá ahte ulddat vedjet máhttit coggalit su nai dohko dan sisa.
Son oaidná dieid ulddaid váccašeamen ja fuobmá ahte sii hal láhttejit jur seammá láhkái go su olbmot su ruovttus dahket. Soames borra ja nubbi fas veallá ja vuoiŋŋasta.
De fállá diet uldanieida sutnje láibbi. Bárdni ii váldde dan ge vuostá. De boahtá ulddalunta su lusa. Dolle su oalgái ja láidesta uvssa guvlui.
Bárdni ii fuobmá movt dat dáhpáhuvai, muhto fáhkkestaga son lea fas olgun, dien jeakkis. Hoahpus son vuolgá eret doppe ja vázzá ruoktut, iige jorgalan gal geahččat maŋos guvlui, dien buolžža guvlui gal.
Go bođii ruoktut son muitalii dárkilit máid lei oaidnán ja vásihan, muhto fuobmái ahte ledje oasit dan fearánis maid son ii obanassii muitán ge. Dego sevdnjes oasit, dan su imaš mátkkis.
De golle jagit ja oalle guhkes áigi, ja bárdni rávásmuvai ja elii oalle guhká. Vuorasin, go olbmot álge atnit su boares muittohis diŋgan, son álggii muitit dien dološ fearána.
De, muhtun beaivvi, son fuopmái: Visot diet imaš biergasat, maid son lei oaidnán ulddaid luhtte dalle 60 jagi áigi, hal leat dakkárat mat olbmot odne geavahit. Ulddaid dálus ledje dalle jo leamaš dálá áiggi mášiinnat ja hutkosat. Radiot, TV, giehtatelefuvnnat, láibunmašiinnat, govvenrusttegat ja eará biergasat, máid olbmot dalle dolin eai oba diehtán ge gávdnot.

-------------------------------------------------------------
Kopiert fra: http://www.nrk.no/sapmi/78-i-huldrenes-hus-1.12128359 uten å ha spurt om lov.

I Huldrenes hus

De underjordiske er rikere en folk som bor oppå jorden. De har fine hus, pene fine klær og masse penger. Og alt gullet og sølvet som finnes under jorda, det tilhører dem. Og i tillegg er alle de skattene som folk har gjemt i jorden gjennom tidene også i deres varetekt, de såkalte árahávddit - gravskatter. Og de er satt i jorden sammen med slike ord at ingen andre en de nærmeste får ta det tilbake. Hvis andre tar dem, så blir de så skremt, at de nesten blir gale.
Og slik blir det liggende mange skatter, i de underjordiske forvaltning, når sønnen eller datteren ikke finner faren eller bestemorens skatt. Og de underjordiske overleverer ikke skattene til andre en de rette etterkommerne.
Alt som er under jorda steller de pent med og like pent steller de med bjørnen som sover i hiet sitt om vinteren. De underjordiske gir den mat, selv om man ikke kan se at den har mat i magen.
Denne hendelsen skjedde på slutten av 1800. Det var en ung kar her fra Heahttá som hadde dratt for å plukke multer. Det var høstsommer og det begynte å regne mens han var der på fjellet. Gutten startet å gå hjemover og krysset en myr som hadde en liten morenerygg på kanten. Da så han røyk og ild på haugen. Siden han var våt og frøs litt så tenkte han at han skulle gå å varme seg, og samtidig se hvem som var der og hadde bål.
Gutten gikk dit og plutselig åpner jorda seg og gutten legger merke til at han nå er under jorda. Der er det et veldig stort hus og ved bordet satt det ukjente folk, en gammel kone, to gutter og et lite barn. De var alle små og ganske pene, og ingen av dem virket å være kjente for han. Da åpnet det seg en dør lenger inne, og der kom en pen jente med veldig langt hår bort til gutten, og hun bød gutten på multer å spise.
Hun viste han et hvitt fat som hadde gullkanter. Fatet skinte så klart at gutten nesten ble blindet. Gutten nektet og sa at han hadde plukket sekken full med multer. De skulle han spise når han kom hjem. Han husket hva moren og faren brukte å si. At hvis man havner hos de underjordiske så skal man ikke spise noe, ikke smake en gang. Hvis man spiser så må man bli der hos dem, man kommer seg aldri vekk derfra. Og til slutt blir du selv en hulder.
Og, brukte moren å si, huldrene liker unge samegutter veldig godt og samejenter, som kan bo hos dem og gi dem hulderbarn. Mens han satt der så husket gutten hvordan de eldre brukte å skremme med huldrene. Han tenkte på hvordan han skulle komme seg vekk der fra de underjordiske.
Han så seg rundt for å se hva som fantes der i rommet. Og han så ganske merkelige saker. Huset hadde et gulv som nektet og veggene hadde hull der man kunne se og høre sjøen, rett utenfor veggen. Gutten syntes det var veldig rart. Han visste jo at her i Heahttá, hvor han bodde, var det veldig langt til sjøen.
På bordet så han en rund sak, som en stor bolle, der det hørtes ganske tydelige lyder. Som om det var noen inni der som snakket. Gutten tenkte at det må være en veldig liten person som får plass inni der. Han begynner å bli redd og kom på at huldrene kan jo sette han også inni der.
Han ser at de går der og legger merke til at de oppfører seg på det samme viset som hans egne folk der hjemme. Noen spiser mens andre ligger å viler seg. Da byr hulderjenta på brød. Gutten tar ikke imot det heller. Da kommer huldergutten bort til han. Han tar tak i skuldra og geleider han mot døra.
Gutten fikk ikke med seg hva som da skjedde, men plutselig var han ute igjen, i myra. I en fart kom han seg vekk derfra og gikk hjemover, og han snudde seg i hvert fall ikke for å se, mot haugen. Når han kom hjem så fortalte han nøye hva han hadde sett og opplevd, men han la merke til at det var deler i hendelsen som ikke kunne huske.
Det var som det var mørke deler i hans merkelige ferd.
Årene gikk, en lang tid, og gutten ble voksen og levde ganske lenge. Som eldre, da folk begynte å synes han var gammel glemsk, så begynte han å huske på den gamle hendelsen. Så plutselig en dag kom han på det. Alle de rare tingene han hadde sett hos hulderne da for 60 år siden var slike ting som dagens folk brukte. I huldernes hus hadde det vært dagens maskiner og oppfinnelser. Radioer, TV, mobiltelefoner, bakemaskiner, fotoutstyr og andre ting som folk i gamle dager ikke ante fantes.



RSS